Henrik Jørgensen

I forbindelse med Marathon des Sables 2014 havde Radio24syv inviteret mig til et interview om mine oplevelser med løbet året før. Du kan høre interviewet her.

Hvordan Radio24syv havde fået opsnuset mig, aner jeg ikke. Mon journalisten fra Red Barnet havde givet dem et tip, læs her. Men det er også lige meget. Jeg fortæller da gerne vidt og bredt om mine oplevelser med ørkenløb – og så var det da meget sjovt at prøve et radiointerview, det havde jeg ikke prøvet før. Hak ved den. Jeg synes, det var nogle rigtig gode spørgsmål, de stillede. Men på 10 minutter kan det være svært at forklare, hvilken fuldstændig vanvittig grænseoverskridende oplevelse 250 km selvsupplerende ørkenløb er. Jeg synes, Chris MacDonald er kommet tættest på at forklare, hvorfor “vi” gør den slags: Det er en del af menneskets DNA at udforske og udfordre. UDFORSKE og UDFORDRE.

I år har jeg ikke nogen ørkenløb i kalenderen. Ved Marathon des Sables 2013 så jeg flere rigtig gode løbere, som var væsentlig ældre end mig. Det fik mig til at indse, at jeg på trods af mine 46 år ikke har så travlt endda. Jeg skal nok nå Gobi March og andre spændende eventyr i årene, som kommer. Det er godt at have noget til gode. Ultimativt er mit mål jo som bekendt at slå Fauja Singh’s verdensrekord.

Men min løbskaldender for 2014 er nu også pænt booket. Jeg synes selv, at de kommende måneder bliver spændende og udfordrende:

3. maj, Salomon Hammer Trail, 80,5 km
18. maj, Copenhagen Marathon
14. juni, Ultraløbet Gendarmstien, 60 km
9. august, Winforce 100 km
27. august, UTMB TDS, 120 km (7.250 højdemetre+)
28. september, Berlin Marathon

For en superpræstation som f.eks. PB på en maraton er det selvfølgelig ikke optimalt med så mange løb på programmet. Om ikke andet så tror jeg, løbene tilsammen kommer til at give mig god råstyrke, og jeg regner da med at løbe København og Berlin under 3 timer, så helt lunte-tempo er det da trods alt ikke.

Årets første 3-4 måneders træning har iøvrigt været helt forrygende. Masser af gode tempopas, specielt SNIK’erne Carsten og Søren har for mig været virkelig stimulerende at tempoløbe med. Lørdagens SNIK maratontræning under ledelse af Preben er dog ugens højdepunkt. Preben planlægger ugens rute og sørger for slik- og væskedepot. Det er enormt hyggeligt, super stemning.

Jeg løber sammen med Stefan-gruppen. Stefan er i løbet af de sidste par år blevet uhyggelig stærk. Berlin 2013 på 2:34, det er altså godkendt for en 40+ årig. Stefan og jeg rejser sammen til Berlin, det bliver hyggeligt. Claus er også altid til lørdagstræningen. Dejlig ubesværet og hurtig løber, som tillige har overskud til at tage gode billeder undervejs. Carsten er også fast inventar. Han er ældre end mig og pænt hurtigere end mig. Damn it. Carsten er lidt lige som god rødvin, bliver bedre med årene. Lars-Ole kommer også tit. Vi løb hele Berlin Marathon 2012 sammen. I år er Ironman målet, det bliver helt sikkert en super præstation af Lars. I år er der tillige dukket en række nye bekendtskaber op: Thomas, Carsten S, Jakob og Martin. Fælles for dem alle er, at de er bidt af løb, og så er de røvstærke. De løber tæt på 2:30 på en maraton. Og vi taler altså om gutter, som alle er 40+ (så vidt jeg ved). Det kommer jeg aldrig i nærheden af. Men de er nu pænt flinke til at holde 4:10-tempo, så jeg forholdsvis ubesværet kan følge med.

Men en ting er sikkert. Lørdagstræningen har været kanon hyggelig og har været med til at gøre mig pænt stærk i år. Så jeg er topklar til at udfordre og udforske de kommende måneders løb.

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet på fartleg.com. En hjemmeside jeg oprettede i 2013 i forbindelse med mine forberedelser til Marathon des Sables. Siden da har jeg ikke skrevet så meget på fartleg.com. Det er nu ikke fordi, jeg er holdt op med at løbe. Tværtimod. Men det gik op for mig, at gud og hvermand skriver blogs om løb. Det er næsten for meget. Det er for egocentrisk. Det handler jo bare om at løbe for pokker. Løbeskoene på og ud i det fri. Run and feel free. Blogs og Facebook opdateringer om løb er en kliche. Jeg gider dem ikke mere. Fartleg.com er en kliche. Men i det mindste ved jeg nu hvor jeg har mine opskrifter.

Anyway, her kommer en lille opdatering, herunder mine løbeplaner for 2014. Måske vi ses?

Siden min deltagelse i Marathon des Sables i april 2013, har jeg bl.a. gennemført UTMB TDS (Sur les Traces des Ducs de Savoie), et løb på 120 km og 7.250 (positive) højdemetre, halvvejs rundt om Mont Blanc. På mange måde var det hårdere end Marathon des Sables, jeg var undervejs i mere end 27 timer. Det var lidt af en oplevelse, hold da op det gjorde ondt, at komme ned af det sidste bjerg. Aldrig har jeg haft så ondt i mine ben. Men en kæmpe oplevelse var det og i dejligt selskab med mine kone Inge samt Peter og Helene i Charmonix.

For 2014 havde jeg håbet på, at jeg ville have været én af de heldige i lodtrækningen om at kunne få lov til at løbe hele vejen rundt om Mont Blanc, UTMB, 166 km og 10.000 højdemetre. Men så heldig var jeg ikke. Så jeg deltager i TDS igen – denne gang sammen med Peter. Jeg glæder mig allerede.

Ellers er planen, at jeg skal løbe under 1:20 ved VM i halvmarathon d. 29. marts. Den 3. maj deltager jeg i Salomon Hammer Trail, 50 miles. Jeg glæder mig til et par hyggelige dage på Melsted Badehotel, sammen med min familie og Peter og Helene (og Alfred). Københavns Maraton i maj stiller jeg selvfølgelig også op til, mens jeg d. 14. juni løber Ultraløbet Gendarmstien. Det er 60 km fra Kruså til Sønderborg. Jeg er født i Sønderborg, så det løb bliver jeg bare nødt til at prøve. Den 9. august løber jeg Winforce 100 km ved Fårevejle og den 27. august bliver det TDS, mens september selvfølgelig byder på Berlin maraton.

Om jeg i år slår min PR på 2:51 på en maraton ved jeg ikke. Men efter at jeg i 2012 og 2013 brugte megen tid på Atacama Crossing og Marathon des Sables, har jeg for 2014 besluttet, at jeg vil prøve at løbe stærkere (igen…). Det skulle gerne munde ud i, at jeg kommer under 1:20 ved VM i halvmaraton i København. Vi får se.

Red Barnet har skrevet en lille historie om mit Sahara løb, du kan læse den her. Fritidsløberen fra Vangede kalder de mig. That’s a good vending. Maybe we can use that in another afsnit.

Jeg har efterhånden løbet en del bymaratons, se min liste her, men af alle de maratons jeg har løbet, er Copenhagen Marathon mit favoritmaraton. Det hænger nok sammen med, at København er der, hvor jeg (cirka) bor, at det var her, jeg løb mit første maraton for præcis 20 år siden, og at det er her, jeg har løbet mine bedste tider på en maraton.

I forhold til at træne specifikt til et maraton ligger Copenhagen Marathon også godt i løbskalenderen. Det kan være lidt koldt og glat i februar og marts, men man har lyset med sig. Man løber det danske forår i møde. Dejligt.

Løbet er vokset noget, siden jeg løb det første gang i 1993. Den gang mener jeg, at der var omkring 3.500 deltagere. I dag ligger antallet af tilmeldte på 12.000. Noget af en udvikling, som jo også hænger sammen med, at det er blevet mere og mere populært at løbe. Fedt.

I 1993 løb jeg vist i de samme løbesko, jeg havde haft i 4 år. Okay jeg løb ikke så meget den gang, men i forhold til nutidens standard havde løbeskoene forlængst overskredet sidste holdbarhedsdato. Jeg løb i bomuldstrøje, og der var ikke noget, der hed GPS og pulsbælte. I dag bruger jeg en 3-4 Nike Vomero løbesko om året og har skiftet bomuldstrøjen ud med en polyestertrøje. Og så er jeg begyndt at løbe i Drymax sokker, læs mere her.

I årene siden har jeg selvfølgelig også brugt spidsen af en jetjager på adskillige GPS’s ure. Men jeg ender altid med ikke at få dem brugt, så nu har jeg droppet det der GPS-fis. Jeg stoler i stedet på min intuition og lytter til min vejrtrækning. Men okay jeg er også bare hyggeløber. Men jeg er nu ret sikker på, at min navnebror heller ikke brugte GPS i 80’erne, du ved ham Henrik Jørgensen med brillerne og langt hår, han har trods al udvikling, stadig Danmarksrekorden på maratondistancen med 2:09 fra 1985, og han vandt bl.a. Københavns maraton i 1983 i tiden 2:16. De danske elite maratonløbere fra 80’erne var i en klasse for sig. De var på en måde forud for deres tid. De var fandeme seje.

I år var det 9’ende gang jeg deltog i Copenhagen Marathon. Jeg vil komme til at huske løbet som det indtil videre mest regnfulde maraton, jeg har løbet, og så at jeg faldt. Eftersom jeg de sidste par år har deltaget i ørkenløbene Atacama Crossing og (i sidste måned) Marathon des Sables, har jeg ikke trænet specifikt til Copenhagen Marathon, så de sidste par gange har København mere været for hyggens skyld. I år besluttede jeg mig for at løbe med 3:00 ballonen, så behøver man heller ikke at checke tiden, det har man folk til. Så det var ude og se Københavns regnfulde gader sammen med Sparta-fartholdere, én af fartholderne tror jeg råbte “KOM SÅ KØBENHAVN!” mindst 500 gange. Det kalder jeg overskud. Det var skide skægt. Fantastisk.

Jeg var egentlig overrasket over, hvor let jeg løb løbet, for jeg har stort set ikke lavet noget siden, jeg kom hjem fra Sahara for 5 uger siden. Men der var pænt med overskud. Men lidt uventet blev jeg ved 25 km alligevel presset, da jeg faldt i svinget hen mod Langelinie. Jeg ved ikke præcist, hvad der skete, men brostene var pænt glatte. Jeg fik hudafskrabninger på begge albuer, begge knæ og på maven (og her dagen efter kan jeg nu mærke et pænt stort trælår). Mit nummer røg også af, hvor chippen jo sidder i, så det skulle på igen. Lige pludselig var ballonen langt væk. Jeg var lidt rystet. Men jeg kom op til ballonen igen, og så koncentrede jeg mig ellers bare resten af vejen hjem om ikke at falde igen. Jeg kom rundt på 2:58. Så jeg holder stadig min målsætning, læs mere her.

I mit næste løb, TDS (Sur les Traces des Ducs de Savoie) skal jeg virkelig også passe på, at jeg ikke kommer til at falde. Den 28. august 2013 klokken 7 om morgenen i centrum af Courmayeur i Italien vil jeg nemlig sammen med 1.499 andre løbere stå klar til at forcere 7.250 positive højdemetre over en strækning på 119 km med mål i Chamonix i Frankrig. I modsætning til ørkenløb, hvor man løber 250 km over en lille uge, så er det her løb altså i ét hug. Så langt og så mange højdemetre i ét hug har jeg ikke prøvet før.

Mit lidt mere langsigtet mål er, at løbe at Ultra-Trail du Mont-Blanc i 2014, og jeg tror til det formål, at TDS i august er en god mellemstation. UTMB er 168 km og næsten 10.000 positive højdemetre. Det er dog ikke noget, som jeg kan være sikker på at kunne deltage i, for deltagelse sker ved lodtrækning (afklares omkring januar 2014).

Hvorfor jeg gør det? Fordi det er en del af vores DNA at udfordre og udforske. Opleve verden og livet med løbeskoene på, synes jeg, er fedt.

Efter fredagens 5. etape i Marathon des Sables, som altid er en maraton, var lørdag en mindre UNICEF charity tur på 7,7 km igennem sandbankerne ved Erg Chebbi, de største og flotteste i Marokko. Etapen talte ikke med i konkurrencen, så vi gik bare og hyggede os, mens vi vinkede til helikopteren, samlede sand til sandkage og tog billeder af kameler.

Undervejs talte nogen om “næste gang”, så ville de gøre det og det anderledes. Sikke en forvandling. Ved begyndelsen af Mararthon des Sables kunne flere af de samme mennesker ikke have forestillet sig at deltage i flere ørkenløb. Og nu mindre end 24 timer efter, vi havde gennemført “the toughest footrace on Earth”, talte flere om “næste gang”. Joh, ørkenløb er stærkt vanedannende. 7 dages selvsupplerende 250 km ørkenløb er fedt, det er svært at forklare hvorfor, men jeg ved, at de, som talte om “næste gang”, i hvert fald nu forstår, hvad jeg mener.

Efter charity etapen blev vi kørt til byen Ouarzazate, som ligger 300 km sydøst for Marrakesh og syd for Atlas bjergene. Indtil 1956 var Marroko en del af Frankrig og Ouarzazate er grundlagt af franskmændene, som primært brugte byen som tilholdssted for Fremmedlegionen. Ouarzazate er ikke nogen speciel interessant by, men jeg tror, byen lever godt af den årlige event Marathon des Sables. Telt 23 gjorde i hvert fald deres til at spytte lidt i den lokale kasse. Vi brugte 2 timer i en souvenirbutik, hvor indehaveren bød på både Sultan te og vittigheder. Fin fyr. Jeg købte lidt forskelligt, blandt andet en tekande mage til den, som hovedsponsoren Sultan brugte til at servere te ude i ørkenen.

Efter at have sovet ude i ørkenen i 8 dage var jeg selvfølgelig rigtig godt beskidt. På mine ældre dage er jeg blevet lidt sløset med at barbere mig, så jeg lader ofte skægget stå 1-3 dage. Men ikke længere. Efter mere end en uge i ørkenen kunne jeg selvfølgelig godt mærke, at skægget var noget længere end normalt. Men jeg fik alligevel lidt af et chok, da jeg for første gang så mig selv i spejlet på hotellet i Ouarzazate. Hold da op, jeg så gammel ud med det skæg. Skægget var totalt gråt. Jeg synes ikke, jeg er specielt forfængelig, men jeg havde sgu ikke lige regnet med, at ALT mit skæg var så gråt. 45 år og jeg er allerede på vej til at ligne min helt Fauja Singh. Jeg skal slå Fauja Singh’s verdensrekord, og til den tid er det okay at have fuldskæg, men indtil videre fortsætter jeg nok bare med at lade skægget stå max 1-3 dage. Det passer bedre med, at 40’erne er de nye 30’ere.

Det var 2 hyggelige dage i Ouarzazate, man kom på en måde lidt ned på jorden igen. Men jeg sov nu ikke specielt godt i de ellers udmærkede senge på hotellet. Jeg lå mere og tænkte på, at jeg hellere ville sove ude i den dejlige, stille og rolige ørken med den flotte stjernehimmel. Måske det også havde noget at gøre med, at jeg ikke længere brugte sovepiller? I Chile sov jeg elendigt og belgierne havde belært mig om at bruge sovepiller for at få en ordentlig søvn. Det fungerede perfekt i Sahara, jeg sov rigtig godt. Så “næste gang” har jeg dem med igen. Helt sikkert. Jeg stod flere gange ved starten 8:30 og gabte. Det kan da godt være, de sovepiller havde en sløvende effekt på min performance. Jeg tror det dog ikke. Hvis alternativet er dårlig søvn, så er det bare ikke noget, jeg gider.

I øvrigt så gik der hul i mit liggeunderlag. Den første nat, der var hul, måtte jeg puste det op 2 gange, så det var ikke noget stort hul. Jeg overvejede ikke en gang at begynde at finde hullet og lappe det. Dagen efter fandt jeg så også ud af, at hvis jeg vendte liggeunderlagget om, så lå jeg åbenbart på hullet, så liggeunderlaget ikke tabte luft natten over. Til “næste gang” lapper jeg selvfølgelig hullet og tager mit Therm-A-Rest NeoAir Xlite med mig igen. Man ligger godt på det.

Min sovepose var desværre til den kolde side – selvom jeg selvfølgelig sov med mine Drymax sokker på. Yeti Passion One har en komfortemperatur på 15 grader, men specielt de første par dage var det noget koldt, lige før solen stod op – nogen sagde omkring 5 grader. Så gjaldt det virkelig om at få lukket soveposen helt til. Det var så i mit tilfælde lidt besværligt, da jeg havde medium udgaven beregnet til max 175 cm, og jeg er 184. Det var mit eget valg for at spare 55 gram relativt til large udgaven. Det er ikke noget, jeg vil anbefale. Til “næste gang” tager jeg nok min Western Mountaineering HighLite, som jeg brugte i Chile, med. Den vejer mere, men det er ikke et sted, jeg vil spare på vægten “næste gang”.

På min udstyrsliste havde jeg før afrejsen angivet, at jeg ville medtage tøfler. Inden løbet overhovedet startede, indså jeg dog, at det ikke var nogen god ide. Underlaget omkring teltlejen var fyldt med relativt store sten, så skrøblige hoteltøfler er ikke særlig behagelige at vade rundt i, så hellere løbesko. Så nej til tøfler ved Marathon des Sables.

Samlet set blev jeg nummer 147. Under alle etaper lagde jeg forsigtigt ud og tog det stille og roligt hele vejen. Dog må jeg sige, at den lange 4. etape var en hård oplevelse for mig. Det var virkelig en underlig fornemmelse, at blive ramt af hedeslag. De sidste 10 km tog mere end 2,5 time at komme igennem. Det havde jeg ikke lige planlagt. Set i det lys er der ikke så meget at sige til placeringen, du bliver hvad du løber. Du kan læse mere om den lange etape her.

Nu har jeg deltaget i to ørkenløb, Atacama Crossing i 4 Deserts serien og så Marathon des Sables. Hvad er bedst? Jeg synes, de er gode på hver deres måde. Løbene i 4 Deserts serien er deltagermæssigt betydeligt mindre med 150-180 deltagere, mens Mararthon des Sables er kæmpe med mere end 1000 deltagere. Marathon des Sables er en stor event med rigtig mange dygtige løbere, mens Atacama Crossing var en mere intim affære. Jeg synes, det var fedt at være sammen med de coole belgiere og supergutten Brian, jeg lærte rigtig meget på den tur – og så var naturoplevelsen fantastisk i Chile. De kilometervis lange sandbanker i Sahara er selvfølgelig også imponerende, men det “slår” ikke den storslåede natur i Atacama. Men Marathon des Sables har nu en helt specielt ånd, som jeg er glad for, jeg har oplevet. Det er en event, som er utrolig godt arrangeret. Det niveau har 4 Deserts ikke. De, som først har deltaget i des Sables, vil nok mangle “storheden” i 4 Desert løbene. Der var pænt mange danskere med i des Sables, og så holder man sig selvfølgelig langt hen ad vejen sig sammen med dem, mens 4 Deserts løbene er mere internationalt blandet. I vores telt 23 boede den søde englænder Katharine dog også, så helt dansker indavlet var det trods alt ikke. Vi var kun 5 i vores telt, pænt lavere end de gennemsnitlig 7 pr. telt. Med to tøser i telt 23 var der mindre mandehørm og nørdesnak end i Chile, det var faktisk temmelig underholdende.

Eneste minus, jeg oplevede i forbindelse med Marathon des Sables, var, at jeg på flyturen fra Madrid til Marokko fik sjålet mine solbriller og kamera. Det er næsten 100% sikkert, at det er sket på baggagebåndet i Madrid. Min kuffert var desværre ikke låst.

Så hvad er mit “næste gang”? I første omgang skal jeg til sommer løbe TDS, et en-dages løb på 119 km og 7.250 positive højdemetre fra Courmayeur i Italien til Charmonix i Frankrig. Det er et lillesøster løb til Ultra-Trail du Mont-Blanc. Jeg er nu temmelig afklaret med hensyn til, at jeg vil prøve at melde mig til UTMB 2014, 168 km og næsten 10.000 positive højdemetre. Det er dog ikke noget, som jeg kan være sikker på at kunne deltage i, for deltagelse sker ved lodtrækning (afklares omkring januar 2014).

Næste ørkenløb? Jeg vil ikke afvise, at vende tilbage til Marathon des Sables. Jeg så flere gode løbere i Sahara, som var væsentlig ældre end mig, så det fik mig trods alt til at indse, at jeg ikke har så travlt endda. Man kan måske oven i købet blive bedre med alderen? Nu hvor jeg har prøvet ørkener i Sydamerika (Atacama, den tørreste) og Afrika (Sahara, den varmeste), er det selvfølgelig oplagt at deltage i Gobi March i Kina på et eller andet tidspunkt. I mellemtiden vil jeg øve mig på at blive en bedre trailløber.

Indsamlingen til Red Barnet kom op på 11.200 kr. Jeg er utrolig glad for alle bidrag. Mange tak bidragsydere. For mig blev I på en måde en del af løbet.

I bussen på vej til Ouarzazate talte jeg med James, og han reflekterede over hvorfor Marathon des Sables? Fordi livet er for kort til ikke at gøre det.

Marathon des Sables 2013 er slut. Det har på mange måder været en minderig rejse. Specielt siden slutning af februar kom det hele til at fylde rigtig meget, fordi jeg kom på den tosset ide, at jeg ville prøve at sætte ord på mine forberedelser. Det kom der fartleg.com ud af. På halvanden måned fik jeg skrevet mere end 50 indlæg – mest om udstyr og løb, men også om alt muligt andet. På en måde blev jeg lige så bidt af at skrive på fartleg.com, som jeg er af at løbe. Det var faktisk skide skægt og meget lærerigt at “skabe” fartleg.com. Jeg stopper ikke med at skrive på fartleg.com, men opdateringstempoet bliver nok lidt lavere fremadrettet. Nye eventyr venter forud, men lige nu skal jeg tilbage til hverdagen igen og den starter her.

5. etape af Marathon des Sables 2013.

Jeg gjorde det. Man havde selvfølgelig gemt de største og flotteste sandbanker i Marokko til 5. etape af Marathon des Sables 2013, som altid er en maraton. Lige fra starten af gik det op og ned i sand. Men jeg var ligeglad, for jeg havde besluttet mig for at være i kontrol hele vejen. Jeg ville slutte af med en god oplevelse, placeringen var ligegyldig.

Først ved 37 km, hvor vi kom til toppen af nogle gamle ruiner og kunne se teltlejren i horisonten, troede jeg på, at jeg ville gøre det. Der kom Jakob forbi mig i et pænt tempo, og nu skulle den have gas resten af vejen. Jeg løb røven ud af skelettet de sidste 5 km. Jeg tror ikke, det var en tilfældighed, at Jakob kom forbi mig, for min egen Jakob har fødselsdag i dag. This one was for you.

Stort tillykke med de 15 år. Jeg glæder mig til at se dig, Rasmus og mor. Ohana. Jeg var ikke blandt de bedste i Marathon des Sables 2013, men det er også lige meget, for mit mål er at slå Fauja Singhs verdensrekord.

Nyd hver dag din puls slår, og du har det godt. Smil og verden smiler til dig. Viva running Viva Life!

(Indlæg pr. langdistance og begrænset antal anslag)

4. etape af Marathon des Sables 2013.

Efter de første 3 etaper, som alle var på forholdsvis moderate 30-38 km, skulle der onsdag bides skeer med den lange etape på 75 km. Det blev en virkelig hård dag for mig. Det var ikke så meget distancen, men mere, at der var rigtig mange sandbanker, man skulle igennem, og så synes jeg, det var blevet varmere. I løbet af de første 3 dage af Marathon des Sables er det gradvist blevet varmere, men jeg synes, det har været nogenlunde til at håndtere, for jeg har trods alt været i mål ved 13 tiden, så jeg har undgået at blive stegt alt for meget. Men under onsdagens lange etape var man ude hele dagen, og det blev altså lige en tand for varmt for mig – nogen siger, at der på et tidspunkt var 54 grader i solen. Puha.

Ligesom på de 3 foregående etaper lagde jeg på onsdagens lange etape meget forsigtigt ud. De første 3 checkpoints ud til ca. 33 km gik fuldstændig problemfrit i ren tomgangstempo. Da jeg var tæt på checkpoint 4, kunne jeg så småt mærke varmen. Jeg prøvede at køle mig selv med lidt vand. Fra starten af checkpoint 4 var det rene sandbanker i næsten 6 km, og jeg havde allerede på forhånd besluttet, at jeg ville gå. Det ville være unødigt spild af min energi at forsøge at løbe i de sandbanker. Her kom den førende løber Mohamad Ahansal forbi mig, det var en fryd for øjet, så legende let han kom forbi. Ham og de andre i top 50 var startet 3 timer senere end os andre.

Efter sandbankerne var der et fladt stykke frem mod checkpoint 5, jeg havde det okay, men jeg orkede dog ikke længere at spise noget. Efter checkpoint 5 gik det stadig nogenlunde, men omkring 60 km kunne jeg mærke, at jeg var stegt og mat i benene. Jeg begyndte at gå og prøvede at tænke positivt, der var nu næsten kun 13-14 km tilbage, herregud det var jo bare en løbetur til arbejdet. Checkpoint 6 var ved 65 km, jeg gik fra checkpointet, men håbede, at jeg ville kunne mobilisere de sidste kræfter. Der var jo kun 10 km tilbage. Det blev de længste 10 km i mit liv. Jeg var svimmel. Følte en underlig form for fjernhed. Det begyndte at blive mørkt, og jeg fandt pandelygten frem. Adskillige løbere kom forbi. Nogen spurgte om jeg var okay. Næh egentlig ikke. Men jeg kunne ikke svare. Som en groggy bokser forsøgte jeg bare at holde mig oprejst. Gå en lille smule, stoppe op og prøve at få vejret. Gå lidt igen, stoppe op. Det var nu helt mørkt. Men det var ikke svært at finde vej, for alle løbere, som kom forbi mig, havde knæklys i lommen i rygsækken. I det fjerne kunne jeg også se lys fra målområdet. Det forekom tæt på, men alligevel langt væk. De sidste 10 km tog 2,5 time. Jeg måtte virkelig grave dybt. Havde jeg lagt for hårdt ud, ikke fået nok at drikke, glemt at tage salttabletterne eller forsøgt at forcere undervejs, havde jeg nok været skuffet over mig selv. Men jeg synes, jeg havde forsøgt at være meget påpasselig med tempoet og drikke undervejs og alligevel gik det galt. Øv. Til næste gang jeg skal ud på en lang 4. etape, vil jeg nok tage mere varieret mad med til etapen. Måske ligefrem spise noget morgenmad eller lignende undervejs.

Torsdag er det hviledag. Det er varmt, man holder sig mest muligt inde i teltet, væk fra solen. Jeg har kogt vand 4 gange, jeg forsøger nærmest at tvinge mig selv til at spise noget varmt mad. Men jeg er ikke sulten. Det er virkelig mærkeligt. Man ved, at man er i underskud rent kaloriemæssigt. Og alligevel er man ikke sulten. Her sidst på dagen går det dog lidt bedre – det hjalp lidt, efter der blev uddelt en cola til alle. Det gør på en måde underværker i varmen. Nu mangler 5. etape bare. Og som altid i Marathon des Sables er det en maraton. På den lange etape har jeg smidt for meget tid til, at top 100 er realistisk, men efter hedeslaget på den lange etape er top 150 okay med mig. Så er der også plads til forbedring næste gang, jeg stiller op.

Her kan du se mig tøffe i mål på den lange etape. Desværre ikke megen begejstring at spore i mørket.

(Indlæg pr. langdistance og begrænset antal anslag, men efterfølgende rettet til)

3. etape af Marathon des Sables 2013.

I dag skulle der løbes 38 km på 3. etape af Marathon des Sables 2013. Der var et par stigninger, men ikke helt så slemt som på 2. etape. Til gengæld var det varmere, næsten ingen vind, og så skulle der løbes rigtig meget i sand.

Jeg følte mig okay det meste af etapen, men måtte gå lidt til sidst. Jeg har en del vabler, men ikke noget der gør ondt.

I samaritterteltet har jeg fået ordnet fødderne. Huden skæres af, og der kommes jod på, og så bliver det ellers tapet ind. De er meget prof, og jeg tror ikke, vablerne vil volde mig problemer. Det er særligt, når man rammer sten på ruten, at fødderne bliver udfordret.

I morgen er det den lange etape på 75 km. Det virker lidt uoverskueligt lige nu, men jeg satser på at lægge ud i meget langsomt tempo, så håber jeg, det går. Det bliver hårdt arbejde.

Det er et hårdt løb, som ikke er for børn. Der bliver ikke givet ved dørene, og folk løber virkelig til. Det som gør Marathon des Sables hårdt, er ikke så meget etapernes længde, men primært fordi der løbes så meget i sand. Der udover er det blevet rigtig varmt, med temperaturer på op til 50 grader i solen.

Humøret i vores telt 23 er højt. Vi hygger og tager det hele med et smil. Jeg synes de alle er rigtig seje.

Løbet er ikke helt så flot som Atacama Crossing. Til gengæld er Marathon des Sables meget professionelt arrangeret og en kæmpe event i forhold til de mindre 4 Deserts løb. Begge løb har deres charme.

Med dagens etape er min samlede placering nu nr. 119.

(Indlæg pr. langdistance og begrænset antal anslag)